Udplantning og pasning af kaprifolie
Kaprifolie, Lonicera caprifolium, er en smuk slyngplante, som er velegnet til at gro op ad en pergola, et stakit, et hegn eller en husmur. Slyngplanten er særligt populær på grund af dens skønne duft og hurtige vækst. Denne slyngplante stammer oprindeligt fra østeuropa og Middelhavsområdet øst for Italien, hvor den vokser overalt i krat, lysninger og skovbryn på tør, varm jord.
Kaprifolie i haven
Kaprifolie er kendetegnet ved dens lange, tynde stængler, der bærer fine blomster hele sommeren igennem, som dufter henrivende i haven. På grund af sin hurtige vækst og gode klatreegenskaber, får du en plante, som let og forholdsvist hurtigt dækker en pergola eller et hegn. Blomsterne producerer store mængder af nektar, som lokker flere forskellige insekter til, hvilket også er gavnligt for havens øvrige beplantning. Du skal dog være opmærksom på, at hele planten er giftig for mennesker.
Udplantning af kaprifolie
Kaprifolie kan plantes ud hele året rundt, så længe jorden ikke er frossen. Det mest optimale tidspunkt for udplantning er dog i efteråret, hvor jorden er lun efter sommeren og fugtig fra årstidens nedbør. Samtidig giver udplantning i efteråret, kaprifolierne mulighed for at etablere sig godt, inden de skal i blomst den følgende sæson.
Slyngplanten kan plantes de fleste steder i haven, da den er temmelig hårdfør. Kaprifolie tåler blæst, og trives fint i både sol og skygge. Du planter kaprifolie ved at grave et tilpas stort plantehul. Hullet skal være så stort, at plantens rødder ikke bliver bøjede, og pottens jordoverflade er 5 cm under jordoverfladen. Inden planten sættes ned i plantehullet, skal jorden i bunden løsnes godt, så rødderne bedre kan etablere sig.
Jordklumpen omkring din kaprifolie har godt af at blive gennemvædet i en spand vand inden udplantning. Lad kaprifolien stå og trække vand i ca. 10 – 15 min. Derefter fjerner du plastpotten omkring jordklumpen og placerer kaprifolien i en passende dybde.
Afslutningsvist fylder du plantehullet op med jord og presser den godt ned omkring planten, så den står solidt i jorden. Husk at vande rigeligt efter udplantning, så planten får den bedste start.
Placering af kaprifolie
Når du skal beslutte dig for, hvor din kaprifolie skal plantes i haven, skal du huske på, at det er en slyngplante. Det betyder, at den skal placeres et sted i haven, hvor den har noget at slynge sig omkring eller klatre op ad. Kaprifolier kan placeres op ad vægge og hegn samt pergolaer og stolper, hvor de har mulighed for at klatre op og slynge sig.
Ønsker du, at din kaprifolie skal vokse op ad en husmur, et hegn eller andre lodrette flader, er det nødvendigt at binde slyngplanten fast til fladen, så den får noget støtte. Her kan du eksempelvis anvende galvaniseret metaltråd, som sættes fast på fladen, eller et gitter, som fæstnes til fladen.
Andre populære artikler: Hortensia Magical giver farvespil i haven • Inspiration til temahaver • Dyr – En Guide til Akvariefisk • Julebord klædt i julestjerner, glitter og stads • Surbundsbed i haven: Sådan kommer du i gang • Hent din pasningsvejledning til bladkamæleon • Jons kål på 3 måder: Lækre opskrifter med kål fra haven • Havens fugle i oktober • Rhododendronbedet i juli • Marcipankugler med hyldeblomst og kandiseret viol • Haven i november: 5 vigtige opgaver du skal udføre • Udplantning og pasning af staudelupin • Skab et smukt og miljøvenligt regnbed • Dyrk dit eget mikrogrønt • Hent din pasningsvejledning til spurvepapegøje • Æbletræer i maj • Gnaver: En guide til pleje af din udekanin om vinteren • Krydderurter i haven – Dyrkning af timian • Dyrkning af jordskokker • Haven i juni
