Inspiration til temahaver
Havens stil – Inspiration til temahaver – 2. marts 2023
Have til pryd eller nytte
Overordnet set kan man dele haver op i prydhaver og nyttehaver. En prydhave er en have, som skal beundres og duftes til. Prydhaven indeholder farvestrålende, blomstrende planter og udgør et rum til afslapning og hygge. En nyttehave derimod er en have med et praktisk formål. Nyttehaven kan også være et dejligt sted at opholde sig, men den skal først og fremmest kunne gro spiselige bær og planter, som frugt, grøntsager, krydderurter. Kort sagt skal prydhaven give noget til øjnene, mens nyttehaven skal give noget til maven.
Prydhaver er mest udbredt
De fleste danske haver indeholder elementer fra både prydhaven og nyttehaven. Som regel vil pryddelen være større end nyttedelen, da vi køber langt størstedelen af vores frugt og grønt i supermarkederne. I gamle dage var det omvendt. Her var de selvforsynende afhængige af deres nyttehave, mens det kun var de rige, som havde ressourcer til også at holde prydhaver. I dag er vi ikke afhængige af at dyrke vores jord, og derfor bliver vores haver ofte brugt til at skabe oaser med farvestrålende, velduftende blomstrende planter.
Mens der er forskrifter for, hvordan du bedst indretter en nyttehave i forhold til bestøvning eksempelvis, er der større spillerum til kreativitet, når det kommer til prydhaven. Prydplanter har selvfølgelig også krav til placering og pasning, men du vælger selv, hvilke planter du vil sammensætte og hvordan.
Temahaver
Når du bestemmer dig for en bestemt stilart for haven, tales der ofte om at anlægge en såkaldt temahave. Der findes et væld af overordnede temaer, du kan vælge, når du vil indrette din have. Nogle haveentusiaster kører en meget gennemført stil, mens de fleste haveejere udvælger elementer fra de forskellige temaer. De tre overordnede havetemaer er:
- Den vilde have: en have, som rummer naturligt forekommende planter, der får lov til at brede sig som i naturen.
- Den romantiske have: en have, som rummer mange frodige, velduftende blomstrende planter arrangeret i bløde, organiske former.
- Den minimalistiske have: en have, som har et meget enkelt og let udtryk med mange døde materialer (sten, beton og træ eksempelvis) og kun få planter.
Gode råd til haveindretning
Der findes et væld af muligheder, når du skal indrette din have. Det er nemt at forelske sig i alverdens planter og sætte dem sammen på må og få, men en have fremstår flottest, hvis der er en vis sammenhæng og hvis den er velplejet.
For at sikre sammenhæng skal du først og fremmest overveje, hvad der vil passe godt til husets stil og havens størrelse. Formklippede stedsegrønne planter vil eksempelvis passe godt til en moderne villahave, mens store rosenbede vil klæde det nedlagte landbrug med store havearealer.
Sammenhæng skaber du også ved at vælge planter i de samme nuancer. I bohemehaver ses der masser af farver, der er blandet sammen, så øjet altid møder noget kontrastrigt. Det kan virke forfriskende, men de fleste haver ser bedst ud med en mere harmonisk farvesammensætning.
Andre populære artikler: Æbletræer i maj • Jons grønne favoritter: En guide til dyrkning af spiselige planter i byen • Hækken i februar: Vedligeholdelsestips og råd • Før du får hund • 7 gode fisk til havedammen • Udplantning og pasning af klematis • Juice med gulerod, æble og ananas – En sund og lækker opskrift • Surbundsbed i haven: Sådan kommer du i gang • Havens fugle i august • Krydderurter i haven – Dyrkning af timian • Pasning af Sansevieria (bajonetplante) • Hent din pasningsvejledning til rosella parakit • Haven i september: 4 vigtige opgaver • Plantoramas gødning – en guide til brug i haven • Sådan planter du prydgræsser i højbede • Hent din pasningsvejledning til blå tungeskink • Haven i august: 5 vigtige gøremål for en smuk have • Pasning af violinfigen (Ficus lyrata) • Haven i maj: 5 vigtige opgaver • Skab et smukt og miljøvenligt regnbed