Udplantning og pasning af valmuer
Valmuer i haven minder mange om den danske sommer, hvor man kan nyde synet af valmuer i grøftekanter og naturen. Det er dog ikke kun her, at valmuer er smukke – også i haven kan de give et mere utæmmet og vildt udtryk til bedet. Valmuens blomster kan både være enkle, dobbelte og fyldte med buede, takkede eller flossede kanter. Og så findes de i mange flere farver end den velkendte røde, man ofte støder på. Blomsterne får du glæde af hen over sommeren i juni og juli.
Enårige eller flerårige valmuer?
Valmuer kan både være enårige eller flerårige alt efter sort. Enårige arter af valmuer er særdeles velegnede til blomsterenge, hvor de har mulighed for at så sig selv år efter år. Flerårige arter egner sig bedst til staudebedet eller en flerårig blomstereng. Bruger du valmuer i staudebedet, skal du være opmærksom på, at de visner helt ned og efterlader en bar plet i bedet. Dette kan du heldigvis komme udenom ved at plante andre stauder foran dine valmuer, som så dækker pletterne.
Sorter af valmue
Kæmpevalmue, Papaver orientale, er en flerårig valmuesort, der bliver 50 – 100 cm høj. Kendes også ved navnene ’Staudevalmue’ og ’Orientalsk valmue. Denne sort er velegnet til afskæring. Farverne spænder vidt fra rødorange, over orange, til rosa.
Sibirisk valmue, Papaver nudicaule, er en flerårig valmuesort, der bliver 30 – 40 cm høj. Den breder sig let ved selvsåning. Navnet ’Sibirisk valmue’ afslører dens oprindelige ophav, men den går undertiden også under navnene ’Islandsk valmue og ’Grønlandsk valmue’. Farverne spænder vidt fra gul, over orange, til rød.
Kornvalmue, Papaver rhoeas, er en enårig valmuesort, der bliver mellem 30 – 100 cm høj. Normalvis ses den med røde blomsterblade omkring en sort midte. Navnet ’Kornvalmue’ kommer af, at blomsten tidligere var almindelig som ukrudt i kornmarkerne.
Hvornår kan du så valmuer?
Enårige valmuer sås direkte på voksestedet i maj-juni. Omkring 5-6 uger efter såning, står du med en valmue i blomst. Så frøene med en afstand på 30 cm, så planterne har god plads til at brede sig. Flerårige valmuer sås direkte på voksestedet i juni eller forspires i vindueskarmen eller drivhuset i det tidlige forår.
Hvordan sår du valmuefrø?
Når du skal så dine valmuefrø direkte på voksestedet, er det en fordel at blande dem op med en så- og priklemuld. Det gør det nemmere for dig at fordele frøene og sørge for, de ikke havner uønskede steder i haven. Nu er det blot at vente på, at frøene begynder at spire og du kan nyde blomsterfloret.
Vælger du at forspire i en vindueskarm eller i et drivhus, kan du så frøene i en beholder, kasse, minidrivhus eller lignende i et lag så- og priklemuld. Frøene skal dækkes til med lidt jord og vandes jævnligt. Der går ca. en uges tid, før frøene begynder at spire og yderligere ca. to måneder, før du kan plante dem ud i haven.
Andre populære artikler: Inspiration til temahaver • Pasning af Peperomia (radiatorplanter) • Efterårets svampejagt i naturen • Pasning af Sansevieria (bajonetplante) • Guide til at forstå adfærd hos katte • Haven i januar: 5 gøremål for en velplejet have • Hent din pasningsvejledning til dværgmus • Vildtfuglefodring af havens fugle hele året • Dyrkning af rødbeder • 7 grønne planter til badeværelset • Æbletræer i november • Skulpturel juleopsats med stentøj • Hent din pasningsvejledning til guramier • Udplantning og pasning af lykkekløver • 5 måder at nedkøle hunden på i sommervarmen • Gentiana: En skønhed perfekt til havekrukken • Surbundsplanter: Udplantning og pasning af bjergthe • Hent din pasningsvejledning til sugemaller • Havens fugle i oktober • Udplantning og pasning af liguster