Dyrkning af rødbeder
Rødbeder, Beta vulgaris conditiva, tilhører bedeslægten og er i meget nær familie med spinat, bladbede og sukkerroe. På trods af sit navn er rødbeder ikke altid røde. De findes også i andre farver som hvide, gule og bolsjestribede. Og de fås ligeledes i forskellige former, nogle aflange og andre små og runde. Der findes altså en hel verden af (rød)beder, du kan gå på opdagelse i.
Hvornår er rødbeder i sæson?
Rødbeder er en meget alsidig grøntsag i den forstand, at de kan høstes allerede om sommeren og til ud på efteråret, og derefter kan de nemt gemmes til vinteren. Så rødbeder har en lang sæson, og du vil have glæde af dem i lang tid.
Sorter af rødbede
- ’Forono’:har intenst rødt skind og kød og er aflang. God til syltning.
- ’Pablo F1’:har rødt skind og kød. God i juice og bagt i ovnen.
- ’Burpees Golden’:har strålende gult skind og kød. Har en mildere smag end de mørkerøde sorter. God i salater og som saft.
- ’Tando di Chioggia’:har rødt skind samt rosa- og hvidstribet kød. Har en sødere smag end almindelige rødbeder.
- ’Albina vereduna’:har hvidt skind og kød. Har en let og mild smag.
Sådan dyrker du rødbeder
Du kan dyrke rødbeder allerede fra marts, men du kan også vente med at så dem til længere ude på sæsonen, så du kan høste rødbeder senere. Det er en smagssag og kommer an på, om du vil høste bederne om sommeren eller ud på efteråret. Rødbeder sås direkte på friland. Det vil sige, at det ikke er nødvendigt med forspiring indendørs eller i drivhuset, du sår dem direkte i jorden. De trives bedst i en fugtig og næringsrig jord, og du kan med fordel så dem et sted med halvskygge. Det tager de bestemt ikke skade af, og du kan på den måde udnytte de lidt mere skyggefulde hjørner af køkkenhaven eller højbedet.
Rødbeder sås i 1-2 cm dybe huller i rækker med en rækkeafstand på 25-30 cm. Alt efter om du ønsker små eller store rødbeder, kan du mindske eller øge afstanden imellem frøene. Små rødbeder = 5 cm mellem frøene. Store rødbeder = 8 cm mellem frøene.
Pasning af rødbeder
Rødbeder skal have rigeligt med vand, så de ikke bliver bitre og uspiselige. Jorden skal gerne være konstant fugtig og må helst ikke tørre ud. Du fornemmer bedst, om det er tid til en vanding, ved at stikke fingeren i jorden og mærke efter. Er jorden tør, skal du vande.
Ligesom ved dyrkning af kartofler, anbefaler vi, at du hypper jorden op, så du holder på fugten omkring frøene. Dette kan du begynde på, når de første spirer viser sig over jordoverfladen.
Høst af rødbeder
Rødbeder modner ca. 4 måneder efter, du har sået dem. Det kan være en god idé at høste bederne løbende, så du får en kontinuerlig forsyning. Du kan begynde at høste rødbederne, når de har nået den ønskede størrelse. Brug en havegaffel eller skovl til at løsne jorden omkring rødbederne, og træk dem forsigtigt op af jorden. Husk at opbevare rødbederne et køligt og mørkt sted, så de holder sig friske i lang tid.
Andre populære artikler: Forskøn haven med vinterblomstrende kamelia • Hent din pasningsvejledning til zebramus • Sådan forbedrer du jorden i haven • Haven i maj: 5 vigtige opgaver • Hent din pasningsvejledning til rosella parakit • Havedam: 4 tips til at øge biodiversiteten • Hjemmelavede æbleskiver med kærnemælk – En dansk juletradition • Rhododendronbedet i september • Snaps med hindbær og citrontimian: En sød og krydret oplevelse • Surbundsplanter: Udplantning og pasning af bjergthe • Skab en mobil have med sommerblomster • Nemme og klassiske havregrynskugler • Pasning af alpeviol: En guide til at dyrke og pleje denne smukke plante • Smuk efterårsborddækning med et grønt tvist • Hugo sommerdrink med hyldeblomst og mynte • 11 planter der er nemme at passe • Dyrk dine egne snitblomster – sådan gør du! • Havens fugle i april • Udplantning og pasning af staudesalvie • Dyrk dine egne snitblomster – sådan gør du!