Udplantning og pasning af grantræer
Grantræer i haven
Granslægten, Picea, er en slægt af stedsegrønne nåletræer, der findes i mange forskellige størrelser og former, fra de tårnhøje træer til de små dværgvarianter. Fælles for dem alle er den harpiksholdige bark og de firkantede, stikkende nåle.
Det er i granslægten, man finder de klassiske grantræer, blandt andet rødgran, sukkertopgran og blågran. Et andet populært grantræ, der især anvendes som juletræ, er nordmannsgranen. Dette træ tilhører dog slægten af ædelgran.
Ædelgranslægten, Abies, er en slægt af store, stedsegrønne nåletræer, som alle bærer kogler. Modsat granslægten bærer ædelgraner ikke-stikkende nåle. Fælles for begge slægter af grantræer er, at de er stedsegrønne og derfor står med flotte blå eller grønne nåle året rundt. Udover at være stedsegrønne er grantræer, både store og små arter, med til at give haven karakter.
Også i naturen er grantræerne flot repræsenterede. Faktisk er rødgranen det mest almindelige træ i de danske skove, hvor de dækker hele 14,9% af skovarealet (kilde: skovforeningen.dk).
Danmark hører desuden til blandt Europas største producenter af juletræer. Årligt dyrker vi 10 millioner træer her i landet, hvor de fleste er nordmannsgran (kilde: lbst.dk).
Gran som hæk
Gran udmærker sig som hækplanter ved at være hårdføre og nøjsomme planter. En granhæk vil kunne klare sig på selv meget næringsfattige sandjorde. Grantræernes grene vokser generelt vandret og jævnt, så du får forholdsvist hurtigt en flot og tæt hæk, der er grøn hele året rundt. Derudover er en granhæk let at beskære til en ønsket form.
Udplantning af gran
Grantræer trives bedst på en solrig placering i en fugtig og veldrænet havejord. De tolererer dog også at stå under mere beskedne vilkår, fx i sandede og næringsfattige jorde. Det vigtigste er, at grantræerne ikke plantes for tæt på anden beplantning, da flere af arterne kan blive meget høje.
For langt de fleste grantræer er efteråret det mest optimale tidspunkt for udplantning. Her er jorden stadig lun fra sommeren og tilpas fugtig fra årstidens nedbør. Du skal helst undgå at plante, når der er meget tørre og våde forhold eller når jorden er frossen.
Som tommelfingerregel kan nåletræer, med undtagelse af nordmannsgran, plantes fra september til midt december. Plantning i efteråret giver træerne en bedre start det efterfølgende forår, fordi de har haft tid til at etablere sig. Nordmannsgran kan plantes fra august – september.
Du kan sagtens plante et mindre grantræ i en krukke og senere plante det ud i haven. Følg da vejledningen til plantning og pasning af grantræer i krukke og dernæst disse tips til udplantning i haven.
Sådan gør du
- Grav et rigeligt stort plantehul, som er tilpasset rodnettets størrelse. Plantehullet skal være så stort, at træets rødder ikke bøjes sammen nede i hullet.
- Løsn jorden i bunden af plantehullet.
- Fyld plantehullet helt op med vand, og lad det derefter trænge ned i jorden.
Husk at vande grantræet regelmæssigt efter udplantning for at sikre, at rødderne får nok fugt til at etablere sig.
Andre populære artikler: Sådan dyrker du selv chili • Ravioli med svampe og timian: En nem opskrift uden pastamaskine • Hund: Adfærd og Egenskaber • Kend hundens vigtigste udviklingsfaser • Skab vinterhygge med kalanchoe fra Queen • Hent din pasningsvejledning til husmus • Rosenbedet i september • Udplantning og pasning af staudesalvie • Rosenkalender: En guide til at pleje dine rosenbed i januar • Hent din pasningsvejledning til hamsterrotte • Sådan laver du en evighedskrans til efteråret • Rosenbedet i september • Snaps med rosmarin og citron – En frisk og krydret oplevelse • 5 måder at nedkøle hunden på i sommervarmen • Pasning af Sansevieria (bajonetplante) • Sådan ompotter du stueplanter • Sommerblomster: Pasning af fjerdusk • Gyldne marcipansnitter med mandler og nougat • Græsgraffiti gør græsplænen til en legeplads • Grønne stueplanter giver liv i indretningen